TEKST 2 fra 'Parti, stat og fagforeninger - en antologi udvalgt og redigeret af Niels Brunse' (Rhodos, København 1976)
Den IX. partikongres (29:III-5:IV:1920) vedtog enstemmigt en resolution «om fagforeningerne og deres organisation», som var identisk med de teser, som centralkomiteen havde fremlagt. Her stilles forholdet mellem fagforeningerne, staten og partiet op på en måde, der ikke lader nogen i tvivl om at fagforeningerne skal underordnes den fællesinteresse, som arbejderstaten under partiets ledelse ideelt set skulle repræsentere.
Under proletariatets diktatur forvandles fagforeningerne fra at være kamporganisationer for sælgerne af arbejdskraft, rettet mod den herskende kapitalistklasse, til at blive den herskende arbejderklasses apparat. Fagforeningernes opgaver ligger hovedsageligt på det organisationsmæssige/samfundsøkonomiske og på det opdragende område. Disse opgaver skal fagforeningerne ikke opfylde som en selvtilstrækkelig, organisationsmæssig isoleret styrke, men i deres egenskab af at være et af de primære apparater i Sovjetstaten, der ledes af det Kommunistiske parti. Kun på disse betingelser kan der opnås den størst mulige stabilitet i hele det proletariske diktaturs system og den størst mulige produktionsmæssige effekt.
1. Den sovjetiske stat er den mest alsidige og altomfattende form for arbejderorganisation, som realiserer den kommunistiske opbygning i praksis, og herved inddrager stadig bredere lag af bondestanden i dette arbejde. På den anden side er den sovjetiske stat en arbejderorganisation, der har alle materielle tvangsmidler til sin disposition. I sin egenskab af at være proletariatets diktatur er den sovjetiske stat løftestang for en økonomisk omvæltning. Derfor kan der end ikke være tale om at modstille fagforeningernes organer og sovjetmagtens organer.
2. Politik er det mest koncentrerede udtryk for økonomien og er dennes generalisation og fuldendelse. Derfor er det i det hele taget absurd at stille fagforeningerne, som arbejderklassens økonomiske organisation, og sovjetterne, som dens politiske, op som indbyrdes modsætninger, og det er en afvigelse fra marxismen i retning af borgerlige, og i særdeleshed borgerligt-trade-unionistiske fordomme. En sådan modstilling er særlig absurd og skadelig under proletariatets diktatur, hvor hele dets kamp og hele dets virke, både økonomisk og politisk, mere end nogensinde bør være forenet, koncentreret, styret som af én vilje og sammenknyttet af en jernhård enhed.
3. Ved at være en skole i kommunisme og det led, der forbinder proletariatets mest tilbagestående lag, der endnu ikke er fuldstændig frigjort fra den gamle lavsmæssige og faglige snæverhed, med dets avantgarde, det Kommunistiske parti, skal fagforeningerne opdrage og organisere disse masser kulturelt, politisk og administrativt, og hæve dem til et kommunistisk niveau, ved at forberede dem til rollen som skabere af det kommunistiske samfund, der skabes af den sovjetiske stat, som er proletariatets diktaturs historisk dannede form.
4. Derfor er det først og fremmest nødvendigt at have en snævrere tilknytning mellem sovjet-apparatet og fagforeningernes apparat. Eftersom sovjetmagten er den bredeste organisation, der koncentrerer hele proletariatets sociale styrke, er det klart, at det er fagforeningerne, der i takt med at massernes kommunistiske bevidsthed og skabende rolle udbygges, gradvist skal forvandle sig til den proletariske stats hjælpeorganisationer og ikke omvendt.
5. Ved at følge denne linje opfylder fagforeningerne sin vigtigste funktion, en samfundsøkonomiskadministrerende funktion, idet de indgår i sovjetorganisationerne, gennemsyrer dem og således i stadigt stigende grad kommer til at udgøre det sovjetiske samfundsøkonomiske apparats primære grund~ lag.
1. Det Kommunistiske parti er arbejderklassens organisation, der leder arbejderbevægelsen og kampen for et kommunistisk samfund.
2. Partiet udøver sin indflydelse på de brede lag af partiløse arbejdere gennem kommunistiske fraktioner og celler i alle andre arbejderorganisationer, i første række fagforeningerne. Kun i det omfang hvor fagforeningerne, der formelt forbliver uden for partiet, i virkeligheden bliver kommunistiske og realiserer det Kommunistiske partis politik, kun i det omfang kan proletariatets diktatur og den socialistiske opbygning sikres.
3. Derfor bør der være en disciplineret, organiseret fraktion af kommunister i hver eneste fagforening. Enhver partifraktion er en del af den lokale organisation, der er underordnet partikomiteen, og fraktionen i VTsSPS er underordnet RKP's Centralkomite. Alle VTsSPS's beslutninger, der vedrører arbejdets vilkår og organisering, er forpligtende for alle fagforeningsorganisationerne, og ligeledes for de partimedlemmer, der arbejder i disse, og de kan ikke ophæves, af nogen andre partiorganer end partiets Centralkomite. Lokalkomiteerne, der helt og holdent styrer fagforeningernes ideologiske arbejde, bør under ingen omstændigheder gribe til småligt formynderi over dem. Forholdet mellem de lokale partikomiteer og fraktionerne i fagforeningerne reguleres nøje i overensstemmelse med de respektive paragraffer i partiets love.
1. Eftersom fagforeningerne, ved at sammenslutte arbejderne inden for hver af de store grene af produktionen, er direkte knyttet til denne produktion og derfor er en overmåde kompetent organisation netop på dette område, udgør de det fundamentale grundlag i de samfundsøkonomiske organisationer, der styrer industrien.
2. Dette kommer til udtryk i, at fagforeningerne, uden at være en isoleret organisation, som langtfra leder hele Sovjetrepublikkens samfundsøkonomi alene, fra nederst til øverst er med til at organisere produktionen. Herved er der dog ikke en eneste af fagforeningernes organisationer, der blander sig direkte i virksomhedernes drift.
3. Fabrikskomiteerne er fagforeningernes underste celler. Fabrikskomiteen udfylder følgende funktioner, uden at blande sig i virksomhedens ledelse: den er med til at styrke arbejdsdisciplinen på alle tænkelige måder, såvidt som til disciplinære kammeratskabsdomstole, den inddrager arbejderne til deltagelse i arbejdstilsyn, opdrager arbejderne og gør dem interesserede i at forstå fabrikkens rolle (rapporter, beretninger osv.), er medvirkende ved udvælgelsen af arbejdere som administratorer, holder opsyn med priskommissionernes arbejde o. I.
4. Fagforeningerne tager del i fabriksledelserne på den måde, at de er med til at danne dem i overensstemmelse med VSNCh's respektive organer, hvorved princippet om valgbarhed skal erstattes af princippet om udvægelse på grundlag af kandidaternes praktiske anciennitet, tekniske kompetence, fasthed, organisatoriske evner og saglighed.
5. Distriktsledelserne og virksomhedsledelserne består af personer, der er udpeget efter overenskomst mellem den respektive fagforenings centralkomité på, den ene side og glavk- og centrumskollegierne på den anden, eller (i tilfælde af at virksomheden er direkte underordnet VSNCh) efter overenskomst med sidstnævntes præsidium og med dettes endelige sanktion.
6. Gubsovnarchoz'ernes kollegier (præsidier) sammensættes efter overenskomst mellem guvernementsfagforeningsrådet og guvernements-eksekutivkomiteen, glavk'er og centrer efter overenskomst mellem fagforeningernes centralkomiteer og VVSNCh's respektive afdelinger. Og endelig dannes selve VSNCh præcis ligesådan med fagforeningernes aktive deltagelse, eftersom kandidater til dets præsidium udpeges af SNChkongressen.
7. Andre ledende økonomiske organisationer, som f. eks. dem, der leder mobilisering, fordeling, registrering og beskyttelse af arbejdskraften (tidligere: Glavkomtrud o. I.) skal dannes i lighed hermed.
Fagforeningerne er således tillagt en overordentlig vigtig rolle i alle led af den industrielle administration og af den samfundsøkonomiske administration i det hele taget, en rolle, der til stadighed vil vokse i takt med at hele arbejderklassens niveau hæves.
1. De hvide hæres nederlag og de fredelige opbygningsopgaver i forbindelse med de helt katastrofale tilstande inden for samfundsøkonomien kræver en helt eksceptionel opbydelse af kræfter fra proletariatets side, og at bondestandens brede lag inddrages i den samfundsmæssige arbejdsproces. Fagforeningerne skal derfor med hele sit apparat tage del i denne overordentligt intensive og yderst vanskelige kamp for den samfundsøkonomiske genrejsning.
2. I overensstemmelse hermed skal fagforeningernes arbejdsmetoder og -tempo ændres radikalt. Hvis proletariatet som klasse står overfor den opgave at skulle gå over til at «arbejde på militær vis», dvs. til den største præcision, pligtopfyldenhed, hurtighed og intensivitet i arbejdet, selvopofrelse og uselviskhed fra arbejdernes side, så må dette først og fremmest gælde industriens administrative organisationer i det hele taget, og følgeligt også fagforeningerne.
3. Fagforeningerne skal i lighed med proletariatets ledende parti reorganisere deres eget apparat, først og fremmest tilintetgøre enhver rest af skødesløshed, indføre en atmosfære af den strengeste saglighed og disciplin og ligeledes af fuld ansvarsbevidsthed over for opfyldelsen af alle mulige opgaver.
4. Fagforeningerne skal påtage sig den opgave at gøre arbejderklassens brede lag forståeligt, at det er nødvendigt at reorganisere det industrielle forvaltningsapparat i retning af størst mulig elasticitet og saglighed, hvilket kun opnås ved en maksimal indskrænkelse af ledelseskollegierne og en gradvis overgang til direkte enkeltmandsledelse af produktionsenhederne.
Det er særlig påkrævet at fremføre følgende punkter i denne agitation:
a) enkeltmandsledelse kan ikke modstilles arbejderledelse, tværtimod er enkeltmandsledelse en forudsætning for den mest økonomiske og den bedst mulige arbejderledelse, fordi det givne antal arbejder-administratorer her fordeler sig på et stort antal fabrikker.
b) enkeltmandsledelse kan på ingen måde krænke eller indskrænke hverken klassens rettigheder eller fagforeningernes «rettigheder», fordi klassen kan styre på hvilken som helst måde, hvilket vil afhænge af den rent tekniske hensigtsmæssighed; i alle tilfælde er det den herskende klasse som helhed, der «udpeger» de personer, der skal lede og administrere.
c) enkeltmandsledelse forudsætter udvælgelse, af kompetente personer og garanterer maksimal saged og ansvarsbevidsthed.
d) selv i de tilfælde, hvor det er en «specialist», der er ledende, er enkeltmandsledelse i sidste ende et udtryk for proletariatets diktatur, der ikke blot tvinger arbejdet ind i en bestemt bane, men også holder øje med det gennem arbejderkommissærerne.
e) enkeltmandsledelse udelukker ikke, at de brede arbejdende masser bliver inddraget i arbejdet med at styre; den afgrænser blot den direkte ledelsesfunktion fra oplæringen, som skal udgøre en helt speciel del af arbejdet og en særlig opgave. Denne opdeling er blevet en kategorisk nødvendighed på indeværende tidspunkt. Og på den anden side er det også* helt forkert at inddrage masserne i det kollegiale ledelsesprincip, der drejer sig om tre- og femmandsgrupper.
5. Det er en af fagforeningernes specielt vigtige opgaver at uddanne arbejdere til vor industris officerskadrer, hvilket vil sige, at tage sig af den tekniske og faglige uddannelse. Inddragelse af de brede arbejdende masser, oplæring af dem, arbejdsmæssig propaganda o. a., forbliver ligesom tidligere i første række, eftersom et arbejdsmæssigt opsving er utænkeligt uden at disse opgaver bliver løst, og' en genrejsning a__f det samfundsøkonomiske liv på socialistisk grundlag er utænkeligt uden et arbejdsmæssigt opsving.
6. Kongressen er af den opfattelse, at partiet på indeværende tidspunkt mere end nogensinde tidligere skal rette betydelig opmærksomhed mod at styrke fagforeningerne, og i første række at styrke deres medarbejderstab gennem påvirkning fra de mest hengivne og stålsatte kommunister, der så vidt det er muligt, helst skal have gennemgået borgerkrigens hårde skole. Partiet skal resolut bekæmpe ethvert forsøg på at reducere fagforeningernes rolle og betydning til intet.