TEKST 1 fra 'Parti, stat og fagforeninger - en antologi udvalgt og redigeret af Niels Brunse' (Rhodos, København 1976)
Den egentlige «fagforeningsdiskussion» i RKP(b) udspillede sig i vinteren 1920-21, dvs. i tiden op til den X. partikongres. Men allerede inden da var de fleste al problemstillingerne lagt frem. Den 30. marts 1920 aflagde Trotskij på centralkomiteens vegne beretning for den IX. partikongres om det økonomiske opbygningsarbejde. Det følgende uddrag af Trotskijs tale røber dels noget om de hårde historiske omstændigheder, diskussionen foregik under, og viser dels Trotskijs eget standpunkt: fagforeningerne skal være midlet, det praktiske apparat, til gennemførelsen af den «militarisering af arbejdet», som Ruslands katastrofale økonomiske situation motiverer.
Kammerater, vi er nu af historien blevet ført helt ind på livet af den opgave, der består i arbejdets organisering. Organisering af arbejdet er i sit væsen en organisering af det nye samfund, thi ethvert historisk samfund er en organisering af arbejdet. Vi organiserer eller begynder organiseringen af arbejdet på nye socialistiske grundprincipper. Hvis vort tidligere samfund bestod af en påtvungen organisering af arbejdet til gavn for mindretallet, og dertil kommer, at tvangen udbredtes af mindretallet mod det overvejende flertal af det arbejdende folk, så foretager vi det første forsøg i verdenshistorien på at organisere det arbejdende folks arbejde i dette arbejderflertals interesse. Men dette betyder naturligvis ikke en borteliminering af tvangselernentet. Elementet af forpligtelse afskrives ikke på historiens konto. Nej, tvangen spiller og vil spille en stor rolle i en betydelig historisk periode endnu. Mennesket stræber som regel mod at vige uden om arbejdet. Man kan sige, at mennesket er et temmelig dovent dyr, og på denne egenskab bygger egentlig det menneskelige fremskridt, for hvis ikke mennesket bestræbte sig på at give sine kræfter økonomisk ud, ikke bestræbte sig på for en lille energi at opnå så mange produkter som muligt, så ville der ikke have været nogen udvikling inden for teknikken og samfundskulturen. Altså er menneskets dovenskab i denne forstand en progressiv kraft. Man må naturligvis ikke drage den konklusion, at partiet i sin agitation bør anbefale denne egenskab som en moralsk pligt. Vi har i forvejen rigeligt af den, og opgaven m.h.t. den samfundsmæssige, organisering består i at føre ladheden ind i visse rammer, at disciplinere og anspore den ved hjælp af en samfundsmæssig arbejdsorganisering.
Under tilnærmelsen til spørgsmålet om opbygningen af samfundsøkonomlen på nye samfundsmæssige grundprincipper, på kommunismens principper, har vi lige fra starten støttet os på spørgsmålet om militarisering. En hel række af artikler, møder, taler og diskussioner finder sted hos os under militarismens motto. Nogle kammerater, og heraf i første række visse betydningsfulde fagforeningsfolk, udtaler i den henseende, at de ikke er imod en militarisering, men at det hidindtil er forblevet uklart, hvad dette egentlig betyder. I den anledning var der fornylig en artikel i Pravda (ved siden af kammerat Bucharins korrekte artikler trykkes der dér ofte ukorrekte artikler, skrevet af hans gode bekendte f. eks. en artikel af et hæderværdigt. partimedlem, der dog havde fejlagtige synspunkter, kammerat VI. Smirnov.) - jeg gentager, fornylig var der i Pravda en ikke uinteressant, men principielt ukorrekt artikel af kammerat VI. Smirnov, der var viet spørgsmålet, om militarisering af arbejdet. Grundtanken var følgende: eftersom vi nu er gået over til en bred mobilisering af bondemasserne i de opgavers navn, der kræver anvendelse af masserne, så vil militariseringen være ubetinget nødvendig. Vi mobiliserer bondestyrken og former af denne mobiliserede arbejderstyrke arbejdsenheder, der i type nærmer sig hærenhederne. Vi giver dem en kommando-instruktørstab. Vi bør lade particeller indgå deri, for at disse enheder ikke skal blive sjælløse, men tværtimod besjælede af trangen til at arbejde. Dette er følgelig den fuldstændige tilnærmelse til den militære form for organisering. Her er ordet «militarisering» på sin plads, men, siger Smirnov, hvis vi vender os mod industrisektoren, mod sektoren af kvalificeret arbejde, hvor der findes faglige og produktionsmæssige organisationer for arbejderklassen, er der ikke dér noget behov for anvendelse af det militære apparat til dannelsen af enheder, dér kan der ikke være tale om militarisering i den ovenfor anførte betydning af ordet, dér er fagforeninger, og de opfylder opgaven m.h.t. arbejdsorganisering. I en sådan formulering af spørgsmålet ligger en total mangel på forståelse for det væsentlige i den økonomiske omvæltning, der foregår nu. Det er klart, at forskellen mellem den proletariske arbejdskraft, der er organiseret i fagforeningerne, og den bonde-arbejdskraft, der er inddraget af det militære apparat, er kolossal. Militariseringen vil i det første tilfælde føres ad andre kanaler end i det andet. Ikke desto mindre betyder det en mangel på forståelse for selve problemets kerne at henføre spørgsmålet om kvalificeret arbejdskraft til det faktum, at der eksisterer fagforeninger, at tro, at foreningerne som sådanne i den form, som de er blevet overdraget os i fra fortiden, ved det blotte faktum, at de eksisterer, løser arbejdsopgaverne i relation til de faglærte kvalificerede arbejdere. Kvalificeret proletarisk arbejdskraft købtes under kapitalismen på det frie marked til faste priser, og den flyttedes afhængigt af kravet om udbud og efterspørgsel, fra det ene sted til det andet. Det kaldtes frivilligt eller frit arbejde. Fagforeningerne voksede op gennem foreningen af det frie arbejde, gennem bestræbelsen på ad kampens, strejkernes osv. vej at tilkæmpe sig mere favorable økonomiske betingelser for dette arbejde. Men hvem er det nu, der fordeler arbejdskraften, og hvem er det, der sender den derhen, hvor den er nødvendig for de økonomiske opgaver, som stilles af den socialistiske økonomi, der er ved at blive bygget op? Det er fagforeningerne, efter krav fra de samfundsøkonomiske organer. Men hvilke metoder og kunstgreb anvendes der nu for at en arbejder, der er sendt til stedet A, er blevet anbragt netop på dette sted A? Nu flyttes arbejderen fra fabrik til fabrik, fra virksomhed til virksomhed, ikke i kraft af sin egen vilje, sådan som man kaldte det under kapitalismen, dvs. ikke under presset af økonomisk tvang eller sultens tvang, sådan som det skete under kapitalismens tsardømme, men han sendes og bør sendes i overensstemmelse med en økonomisk enhedsplan for fordelingen af de tilsvarende centrale økonomiske organer. Det vil altså sige, at arbejderne idag får tildelt arbejde på fabrikker og virksomheder. Det er klart, at én arbejder vil føle denne tildeling som en tjeneste, en pligt, som han opfylder i overensstemmelse med sin indre overbevisning til samfundsøkonomiens fremme, en anden forstår ikke dette, en tredje, mere tilbagestående, føler endnu idag dette som den rene tvang og gør modstand imod det. Det bedste vidnesbyrd for, at der findes sådanne folk, er statistikken over fagbevægelsen. I de vigtigste grene af industrien er der hos os anført 1.150.000 arbejdere, men i virkeligheden var der for halvanden måneds tid siden kun 850.000. Hvor er de 300.000 blevet af? De er holdt op. Hvor er de gået hen? Måske ud på landet, måske til andre industrigrene, måske til spekulation, dvs. 300.000 ud af 800.000 er, som det kaldes i, soldatermilieuet, deserteret. Hvad kan vi gøre ved det? Indenfor militæret, har man et passende apparat, som kan sættes i funktion for at tvinge soldaterne til at udfylde deres forpligtelser. Dette bør der også være i den ene eller anden form inden for arbejdssektoren. Det er ubetinget således, at hvis vi taler seriøst om en planøkonomi, der beherskes fra centrum af en planmæssig enhed, og når arbejdskraften fordeles i overensstemmelse med den økonomiske plan på det givne udviklingstrin, så vil arbejdermassen ikke kunne være et folk på vandring. Den skal kunne overføres, fastlægges og kommanderes fuldstændig på samme måde som soldaterne. Dette er grundlaget for en militarisering af arbejdet, og uden dette kan vi ikke - under disse ødelæggelsens og hungerens betingelser - tale seriøst om nogen som helst industri, baseret på nye principper. Hvem skal udføre dette arbejde? Det er klart, at fagforeningerne kommer til at udføre størstedelen af arbejdet. Men VTsSPS vil i samråd med Arbejdskommissariatet, iflg. overenskomst med de tilsvarende økonomiske organer, overføre arbejderne fra virksomhed til virksomhed og vil foretage afstraffelse eller ty til de statslige organer angående afstraffelse af dem, der ikke opfylder deres planmæssige befalinger. Dette er militarisering af arbejdet, militarisering af industrien. Det er dens grundlag. Og her kan man ikke stille spørgsmålet sådan, som kammerat Smirnov gør det; i forbindelse med bønderne, siger han, er det forståeligt, dér findes ingen fagforeninger, men i forbindelse med arbejderne erstatter fagforeningen militariseringen. Jeg siger: det er ikke sandt, den erstatter ikke militariseringen, men ledsager den og er dens leder. Hvis på landet mobiliseringen af bønderne ledes af de miltære organer (thi andet apparat findes ikke dér), så udgør i forbindelse med byindustriens arbejdskraft først og fremmest fagforeningen et sådant apparat. Jeg spørger nu: hvem vil i fremtiden udgøre dette militariseringselement i forholdet til bønderne? For tiden har vi et militært apparat, det kan militarisere. Men hvem bliver det fremover? De progressive arbejdere. På denne måde kommer de progressive arbejdere til at opbygge økonomien; gennem fagforeningerne kan de militarisere enorme masser af bønder, som bliver inddraget i arbejdet på grundlag af arbejdspligten.
Denne militarisering er utænkelig uden en militarisering af fagforeningerne som sådan, uden etablering af en sådan administrativ ordning, overfor hvilken enhver arbejder føler sig som en arbejdssoldat, som ikke kan disponere frit over sig selv; hvis der er givet befaling til at overføre ham, så bør han lyde befalingen: hvis ikke han lyder, bliver han desertør, som må underkastes straf. Hvem skal sørge for det? Fagforeningen. Den skal skabe en ny administration. Det er militarisering af arbejderklassen.